abyrvalg
Globaliserede Bayer sparer store penge på Ørestad
Sidste års flytning fra Lyngby til Ørestad af globale Bayers danske hovedsæde giver store besparelser p.g.a. lufthavnen rundt om hjørnet. Bayers salg og forskning indenfor bl.a. materialer, planter og medicin foregår over flere kontinenter. Dagligt er der besøg fra udlandet.
Hvis du ikke kender Bayer, så kan du godt blive lidt paranoid nu: Dit hjem, din bil, seng, have, laptop og medicin indeholder sandsynligvis et produkt eller materiale fra Bayer. Den enorme, tyske verdenskoncern med 300 virksomheder flyttede i maj 2011 sit danske hovedsæde fra Lyngby til KLP Huset på Arne Jacobsens Allé 13 overfor Field's i Ørestad. Det kan den nye direktør siden januar i år, tyske Peter Müller, glæde sig over, når han tjekker bundlinjen.
- Vi har medarbejdere i globale projekter, der konstant rejser til eksempelvis koncernhovedkvarteret i Leverkusen, Berlin eller Lyon. Her er en fantastisk nærhed til lufthavnen, som sparer transporttid og mange penge. Det gør også rejserne mere behagelige, foruden vi er tættere på centrum og Metro, siger Peter Müller.

Den kortere afstand mærker Bayer også i de nære projekter i Jylland og Skåne.
- Førhen var det en dagsrejse for en sælger, hvis han skulle fra Jylland og gennem Hovedstadens trafikmylder til Lyngby. Nu kan han tage flyet til København og være frem og tilbage fra Ørestad på få timer. Og så har vi nærhed til Malmø, hvor vi i Staffanstorp har det nordiske lager for hus og have-produkter, fortæller Peter Müller.
Bayer er verdenskendt for bl.a. Aspirin og en myrelokkedåse, men det er næsten nemmere at sige, hvad den globale, tyske koncern, Bayer, ikke producerer frem for at nævne 5.000 Bayer-produkter. Det vender vi tilbage til.
I Ørestad er det mest bemærkelsesværdige dog, at Bayer har et topmoderne og lyst kontormiljø. Der er fælles kantiner med andre lejere, og en fælles tagterrasse. Det hele indbyder til videndeling mellem medarbejderne, som Bayer i Danmark har 144 af, mens den nordiske organisation samlet har 1.193 (januar 2012). Domicilet i Ørestad er også dansk centrum for tre delkoncerner: Bayer HealthCare, Bayer CropScience og Bayer MaterialScience. De 4.500 kvadratmeter er lejet af KLP Ejendomme A/S. Flytningen fra Lyngby skulle spare penge, men den var også led i en større omstrukturering, som kan gøre én rundtosset, hvis man ikke kender Bayer godt.

Peter Müller er selv fra Köln, men et fejlfrit dansk afslører en tidligere binding til Danmark fra et ophold fra 2002 til 2005. Han kom tilbage til Danmark i juli 2011 – og er i dag både nordisk chef for delkoncernen Bayer CropScience og adm. direktør for det danske selskab Bayer A/S, som klarer sig ganske godt.
Af seneste regnskab fremgår, at det danske selskab Bayer A/S i 2010 sammen med et par datterselskaber rundede en omsætning på en milliard. Bayer CropSciences største, nordiske marked er i Danmark, som står for 45 % af den omsætningen i Norden. Hovedprodukterne er midler mod svampe-, ukrudt- og insektangreb i planter samt frøbehandling og frøproduktion. F.eks. stammer de fleste agurker og tomater i Danmark fra Bayers frø.
Globalt havde Bayer i 2010 111.400 ansatte og en omsætning på 35,1 mia. euro - en stigning på 12,6 % fra året før. Det lyder svimlende, men hvad med krisen?
- Vi er på nordisk plan nu ved status quo af ansatte efter flytningen fra Lyngby. Men sammensætningen ændrer sig. Har vi nedgang i en af de tre delkoncerner, kan vi satse mere på de to andre. Det er en fordel at være et konglomerat. Vi kan lave risikospredning, siger Peter Müller.

Bayer har næste år 150 års jubilæum, men har altid gerne villet være på forkant. Også med miljø.
- For 100 år siden var Bayer de første til at lave spildevandsbehandling. I dag gennemsyrer miljø værdikæden fra forskning og ud til, hvordan vi reklamerer for produkter, som vi konstant har nye af. Lige nu forskes eksempelvis i at lave CO2 om til plastik. Vi eksperimenterer med tørkeresistente afgrøder, som kan modstå klimaforandringer, og i år kommer et nyt produkt mod blodpropper, nævner Peter Müller. Han har også det lovede svar på, hvad Bayer ikke sælger, når han nu kan tale i timevis om alt under Bayer-paraplyen:
- Bayer rører ikke ved det, som ikke gør en forskel og er uden innovation. Videnskab for et bedre liv, er vores motto.