abyrvalg
Grønjordssøen
En tredjedel af Ørestads samlede areal på 310 hektar består af byparker eller naturområde. Heraf udgør 72 hektar det store grønne område ved Grønjordssøen syd for Ørestad Nord.
Området byder på et varieret landskab med vådområder, lysninger, rørsump, krat og skovbevoksning – og en mangfoldighed af dyr og planter.
Grønjordssøen er meget varieret med områder med forskellige vandstande, tuer af siv samt en udbredt rørsump. Ved søbredden finder du blandt andet gul iris og dunhammer.
Ud over søen byder området på seks mindre vådområder. Her finder du for eksempel skrubtudser, frøer – som den grønne frø og den spidssnudede frø – samt den lille vandsalamander.
Syd for Grønjordssøen er der knap 20 hektar overdrev og eng, som rummer vigtige naturværdier. Her finder du brændeskærm – en sjælden skærmblomst, der kun vokser få steder i Danmark. Oprindeligt var overdrevet bøndernes fælles græsningsareal.