Fuld damp på kedlerne

11. maj 2006

56 procent af al byggeaktivitet i hovedstaden foregår i Ørestad. Også i forhold til internationale byudviklingsområder, klarer Ørestad sig godt.

 

Ørestadsselskabet har bedt ejendomsmæglerne Sadolin & Albæk indsamle og behandle statistik for påbegyndt byggeri i københavnsområdet for perioden 1998-2005 samt at sammenligne byudviklingen i Ørestad med udviklingen i Canary Wharf i London og La Défense i Paris.

Rapportens konklusioner er entydige; der er masser af dynamik i Ørestad.

I 2005 foregik 56 procent af al påbegyndt byggeri i hovedstadsområdet i Ørestad. Og udviklingen sker væsentligt hurtigere end i de to byudviklingsprojekter i Paris og i London. Rapporten viser, at gennemsnitligt 25% af hovedstadens byggeaktiviteter har ligget i Ørestad i perioden fra 1998-2005. Kurven er steget fra 10% i 1999, hvor de første byggerier i Ørestad gik i gang, til de 56% i dag.

Administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen, Ørestadsselskabet glæder sig:

”Der er vel at mærke tale om påbegyndt byggeri, hvilket vil sige, at rekordsalgene i 2005 og 2006 ikke er inkluderet, fordi projekterne ikke er gået i jorden endnu. Det sætter unægtelig tingene i perspektiv,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Sammenligningen med Canary Wharf og La Défense viser, at byggeaktiviteten i Ørestad i de første syv års overstiger aktiviteten i både Canary Wharf og La Défense – og det skal endda ses i sammenhæng med, at København er meget mindre end både London og Paris.

”At udvikle en by er meget mere end blot at sælge grunde. Derfor er jeg overbevist om, at den gedigne planlægning af bydelen, det høje ambitionsniveau og den ’blandede by’ har været afgørende forudsætninger for succesen”, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Han bakkes op af administrerende direktør Jens Klarskov, Dansk Byggeri, som er arbejdsgiverorganisation for 6.000 virksomheder indenfor byggeri, anlæg, håndværk og industri:

”Det, vi ser i Ørestad, er en udvikling, der har overgået selv de mest positive forventninger. Det er meget ”udansk” at tænke så stort og visionært som man gør i Ørestad, og derfor er det ekstra glædeligt, at projektet er så stor en succes,” siger Jens Klarskov, der især fremhæver de store investeringer i infrastrukturen som en parameter, der tiltrækker investorer. Han fortsætter:

”Dansk Byggeris medlemsvirksomheder er meget glade for at arbejde i Ørestad. Og bydelen er efterhånden et af de få steder i hovedstadsområdet, hvor der stadig er plads til at bygge store byggerier. Derfor er jeg sikker på, at den positive udvikling også fortsætter i årene, der kommer,” siger Jens Klarskov.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206