Nu det' jul igen, og nu det' jul igen…

23. november 2006

Julen og vinteren står for døren. Og igen i år danner bydelen Ørestad rammen om en række spændende arrangementer for både børn og voksne. Vi bringer her et lille udpluk af årets tilbud i afdelingen for julehygge og nissespas.

Nisseskattejagt og vinterfugle

Søndag den 26. november kl. 14 er der nisseskattejagt. Børnene slippes løs i Ørestad Syd og på Kalvebod Fælled, hvor jagten går ind på en hemmelig juleskat. Vinteren er en hård tid for fuglene. Efter skattejagten giver Danmarks Naturfredningsforening og Ørestads naturvejleder gode råd om, hvordan man bedst fodrer ænder, svaner og småfugle. Man kan også bygge sin egen foderkogle til småfuglene i haven.  

Juletræstænding

Fredag den 1. december kl.16.30 tændes lysene på Ørestads store juletræ på Kay Fiskers Plads (ved Ørestad Metrostation). Ørestadsselskabet byder på saft, gløgg og brunkager, mens underholdningen leveres af Ørestad Revy og hornorkesteret SAS Brass Band. Også byens Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam lægger vejen forbi og ønsker alle en glædelig jul. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Luciaoptog med DR Radiobørnekoret

Onsdag den 13. december kl.16-17 spreder DR Radiobørnekoret julestemning. Det sker ved det traditionsrige Luciaoptog i Field's. Koret synger på scenen ved Metrotorvet ca. kl. 16.20, hvorefter optoget fortsætter videre rundt i Field´s. DR Radiokoret består af 48 drenge og piger i alderen 9-11 år. Koret er en del Radiopigekorets korskole.

Fotoudstilling – livet i en ny bydel

Ørestad er præget af bygninger i glas, stål og beton. Brede boulevarder og monumental arkitektur. Men kan man leve et helt almindeligt familieliv midt i en bydel, hvor alt er nyt? Fotograf Nils Lund Pedersen har fulgt beboerne i fire lejligheder i VM HUSENE en sommerdag 2006. De – en single, to par og en børnefamilie – lukkede fotografen indenfor og lod ham skildre, hvordan de har skabt sig et liv i den nye bydel. Det er blevet til en fængslende fotoudstilling, som kan ses fra den 25. november og frem til 2. januar i Arne Jacobsen loungen i Field´s lige ved siden af Magasin.

Albertes Juleshow

I december måned underholder Alberte med julesange og -historier. Med sig har Alberte sit juleorkester bestående af Jan Rørdam på guitar, Benjamin Koppel på sax og piano samt Rune Harder Olesen på slagtøj. Albertes juleshow kan opleves ved Metroindgangen i stueetagen i Field´s hver lørdag og søndag kl. 14. Og hver dag i ugen op til jul kl. 16 – dog ikke lørdag den 23. december.

Julemanden

På vej til og fra de mange arrangementer i Ørestad kan du være så heldig at møde julemanden. Han har nemlig valgt at give rensdyrene en velfortjent pause og i stedet tage Metroen fra den 18-23. december.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206