Sæt kryds i kalenderen den 27. august

24. august 2006

Den 27. august vil Ørestad Syd sprudle af aktivitet. STORBY PICNIC SYD, åbning af udstillingen om Ørestad og LandscapeCamp finder sted samme dag.

 

STORBY PICNIC SYD

Den kommende bydel Ørestad Syd bærer på en hemmelighed, som de færreste kender. Dér hvor Metroen ender, ved Vestamager Metrostation, breder Kalvebod Fælled sig over et område, der er dobbelt så stort som Dyrehaven - i alt 2.000 hektar fredet natur.

STORBY PICNIC SYD er en gratis musikdag søndag den 27. august kl. 12-19, som finder sted på kanten af Kalvebod Fælled. Musik-picnic’en er arrangeret af Bylivsgruppen. Den ledes af Danmarks enfant terrible DJ Kenneth Bager og Copenhagen Jazzfestival, der stiller med en række kunstnere, som leverer guf til øregangen, mens du spiser, nyder og slapper.

Bestil en lækker picnickurv på Madkastellets hjemmeside - du finder linket på www.storbypicnic.dk - eller smør madpakken selv. Ørestadsselskabet ekviperer de første med et picnictæppe og en tom picnickurv, som du kan fylde med lækkerier fra Madkastellets bod.

Musikprogrammet er en blanding af electronica og jazz, sendt til dig fra to scener. Oplev bl.a. Luke, der er pladeaktuel med ’Guaratiba’, Hans excellence Kenneth Bager (Music for Dreams) iført kaninen Guffe og Hess Is More på den elektroniske scene, mens Mukupa and the pack, Hans Ulrik Kvartet og Ibrahim Electric gi´r den jazz på den anden scene, som præsenteres af Copenhagen Jazzfestival.

www.storbypicnic.dk

Udstilling: Bliv klogere på Ørestad

Mange af Ørestad Syds kommende lejligheder er klar til at gå i salg. I den forbindelse åbner en helt ny udstillingspavillon lige over for Vestamager Metrostation med en udstilling om Ørestad.

Den 27. august åbner udstillingen. På dagen vil repræsentanter fra de fleste af de kommende boligudbydere være til stede, og Ørestadsselskabets guider vil holde en række korte foredrag for de Ørestadsinteresserede.

Udstillingspavillonen har ikke faste åbningstider, men vil blive brugt i forbindelse med foredrag, åbent hus-arrangementer etc.

Udstillingen kan ses som en del af en større markedsføringskampagne for Ørestad Syd, som vil løbe af stabelen i efteråret. I den forbindelse får Ørestad Syd sin egen hjemmeside.

Tjek www.orestadsyd.dk og deltag bl.a. i konkurrencen om 100.000 kroner til en lejlighed i Ørestad Syd. Kontakt: Carsten Arlund, Ørestadsselskabet. T: 2075 1701

LandscapeCamp

Fra den 24.-26. august står Foreningen af Danske Landskabsarkitekter bag den internationale masterclass og efterfølgende landskabsinstallation DanishDogmaLandscapeCamp i Ørestad syd. I de tre døgn slår professionelle landskabsarkitekter fra 13 lande lejr i 60 ens telte i et ubebygget område af Ørestad Syd.

Her midt på den bare jord vil deltagerne i grupper udvikle nytænkende koncepter for området i samarbejde med tre inviterede, internationalt anerkendte landskabsarkitekter. Deltagernes idéer anlægges undervejs i størrelse 1:1 på et udvalgt sted i Ørestad Syd og resulterer i 12 unikke landskaber.

De 12 landskaber har fernisering med åbningsreception for presse og sponsorer den 27. august kl. 11, hvor Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam vil være til stede. Landskaberne åbnes for alle interesserede samme dag kl. 13.

DanishDogmaLandscapeCamp: www.ddlcamp.dk. T: 2096 1208.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206