Sundhedsmekka på vej til Ørestad

30. marts 2006

Ørestadsselskabet har netop indgået salgsaftale med Holistic House A/S om 17.000 etagemeters byggeret i Ørestad Syd. Med forbillede i islandske koncepter a la Den Blå Lagune i Reykjavik ønsker køberne at skabe Skandinaviens ypperste wellness center – et kombineret sundhedscenter og rekreativt hotel.

 

Projektets konceptuelle udgangspunkt har været arbejdstitlen ”det hele menneske”. Udviklerne ønsker at skabe et kulturhus for både krop og sjæl. Tanken er, at stedet skal bryde med de gængse opdelinger imellem vestlig- og østlig medicin, imellem fitness, kropsudøvelse og helse. På samme måde lover arkitekterne, at arkitekturen vil komme til at bryde med de vante forestillinger og afspejle det holistiske koncept.

Bag projektselskabet Holistic House A/S står det islandske firma Klasi hf., SHL Udvikling APS samt de danske arkitekter schmidt hammer lassen.

"Med Holistic House får københavnerne mulighed for at opleve wellness tæt på både by og natur. Efter blot 12 minutter med Metroen kan man fra indre København nå ud til Hollistic House ved Amager Fælled. Holistic House forener moderne wellness med den fri natur og gør det muligt for mange at pleje såvel krop som sjæl," udtaler partner og arkitekt Morten Schmidt, schmidt hammer lassen.

Ørestadsselskabets administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen glæder sig over aftalen og ser projektet som en vigtig brik i skabelsen af et spændende byliv i Ørestad Syd:

”Diversiteten i bydelen har været et fikspunkt lige fra begyndelsen. Aftalen med Holistic House tilfører en ny dimension – et rekreativt center, der kommer til at fungere som en oase i et ellers hektisk bymiljø. Et sted beboerne og de besøgende kan søge hen, samle kræfter og pleje sig selv,” siger Jens Kramer Mikkelsen og fortsætter:

”Det er alfa og omega at have fokus på bymæssig forskellighed, når man udvikler en helt ny bydel. Bydelen skal leve både dag, aften og nat. Derfor er det et absolut must at have spændende kultur og fritidstilbud.”

Det kommende wellness center får Metro lige til døren og kommer samtidig til at ligge som forpost til den grønne Kalvebod Fælled i den sydøstligste del af den nye bydel Ørestad Syd.

Det færdige konceptforslag for Ørestads nye wellness center ventes at blive præsenteret i begyndelsen af maj 2006.

Yderligere information:

Morten Schmidt (bygherre)

Morten Holm (arkitekt)

schmidt hammer lassen

T: 7020 1900

Jonas Vadstrup Thomsen

Pressekoordinator

Ørestadsselskabet

T: 3311 1700 / 2075 1721

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206