Rambøll får hovedsæde i Ørestad

4. juli 2006

SEB Pension og ingeniør- og rådgivnings-virksomheden Rambøll går sammen om et 40.000 etagemeter stort kontorbyggeri i Ørestads nye bydel, Ørestad Syd.

SEB Pension investerer cirka en mia. kr. i byggeriet, hvor Rambøll bliver hovedlejer og flytter ind med godt 1.000 medarbejdere.

Ejendommen, der får medicinalvirksomheden Ferring som genbo, skal efter planen stå færdig i 2009.

”Grunden er velbeliggende, og området står over for en meget positiv udvikling. Vi forventer i samarbejde med Rambøll at kunne udvikle og bygge et meget fleksibelt hus. Samtidig bliver det en god og langsigtet investering for vores pensionskunder,” siger Peter Mering, projektudviklingschef i SEB Ejendomme.

Også hos Rambøll lægges der vægt på den centrale beliggenhed i et område, der ofte kaldes Øresundsregionens bedste vejkryds.

”Vi har brug for at kunne tiltrække de bedste hoveder fra begge sider af sundet. Og med mindre end fem minutter til lufthavnen, broforbindelse til Sverige og Metro og regionaltog lige uden for døren kan vi nærmest ikke ønske os en bedre placering,” forklarer Søren Holm Johansen, adm. direktør for Rambøll Danmark.

For Rambøll ligger beslutningen om at flytte hovedsædet i direkte forlængelse af selskabets strategiplan med tværfagligt samarbejde og vidensdeling i centrum.

”Flytningen er led i en plan, der skal ruste virksomheden til fremtidens konkurrence. Målet er at skabe et moderne videnshus, der styrker udvekslingen af viden og nye ideer. Højt kvalificerede vidensmedarbejdere stiller krav om at blive lyttet til og taget med på råd. Derfor vil vi inddrage medarbejderne i udformningen af domicilet, så det bedst muligt tilfredsstiller deres behov,” siger Søren Holm Johansen.

Den tendens genkender man i Ørestadsselskabet, der sælger byggegrunden:

”Pilen peger i retning af, at medarbejdernes ve og vel spiller en stor rolle, når virksomheder skal vælge placering. Det skal for eksempel være nemt og hurtigt at komme til og fra arbejde,” fortæller adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, Ørestadsselskabet.

Han henviser til en nylig gennemført Gallup-undersøgelse, hvor 300 danske virksomheder er blevet spurgt til deres valg af location. Her svarer henholdsvis 88 og 82 procent, at ’god infrastruktur’ og muligheden for at komme ’nemt og hurtigt til og fra arbejde’ har nogen eller stor betydning, når virksomheden skal finde den rigtige adresse.

Desuden understreger Ørestadsselskabets administrerende direktør, at det er vigtigt med et højt ambitionsniveau, når man påbegynder et så stort byggeprojekt på en attraktiv grund i det nye Ørestad Syd:

”Byggeriet skal være et målepunkt for området. Ørestad har hidtil været i stand til at tiltrække de bedste tegnestuer både herhjemmefra og fra udlandet. Den linje vil vi fastholde,” siger Jens Kramer Mikkelsen i et interview med Berlingske Tidende lørdag.

Første spadestik til SEB og Rambølls nye byggeprojekt tages i 2007. I forbindelse med byggeriet etableres der parkeringsfaciliteter med plads for op til 700 biler i henhold til områdets parkeringsstrategi.

Facts
Byggeriet kommer til at ligge på Hannemanns Allé i Ørestad Syd – tæt ved Ørestad station, indkøbscentret Field’s, Metro og Øresundsmotorvej. Forventet byggestart sommeren 2007 med indflytning to år efter. Anslået projektpris: 1 mia. kr. for kontorhus på 40.000 etm. Arkitekt og entreprenør, uafklaret.

Ørestad Syd
Ørestad Syd er den tredje i rækken af i alt fire nye bydele i Ørestad. Fuldt udbygget ventes 10.000 indbyggere og 15.000 arbejdspladser. Byggerierne går for alvor i gang i 2007.

------------------------------------

Kontaktpersoner

Birgitte Koch Jacobsen
Kommunikationschef
Rambøll Danmark
T: 4598 6080 / 2444 6848
E: bkj@ramboll.dk

Jonas Vadstrup Thomsen
Pressekoordinator
Ørestadsselskabet
T: 2075 1721
E: jvt@orestad.dk

Peter Mering
Projektudviklingschef
SEB Ejendomme
T: 3328 2825 / 4060 4195
E: peter.mering@seb.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206