CAFÉ OG FITNESS TIL ØRESTAD NORD

13. oktober 2010

En café, en dagligvarebutik, en bank og et fitnesscenter. Kajakker, bordtennisborde og en sports- og fodboldbane. Det er efterår i Danmark, men i Ørestad Nord skyder nye faciliteter op af jorden i en rasende fart. Det nyder de 12.000 studerende, beboerne og de over 3.000 mennesker, der hver dag går på arbejde i kvarteret, godt af.


For nylig fik kvarteret sin første dagligvarebutik, og nu kommer der ekstra tryk på forretningerne i Ørestad Nord. Cafe-kæden Kong Kaffe åbner sin første café i kvarteret torsdag den 28. oktober. Fitnesskæden Fresh Fitness åbnede sit første fitnesscenter i Ørestad i lørdags - og den 1. november åbner også er ny bank i området.

”Vi glæder os meget til at åbne Kong Kaffe i Ørestad, som vi ser som en af Københavns mest spændende bydele – ikke mindst set i lyset af bydelens mange innovative virksomheder og institutioner. Det vil være vores ambition, at vi med vores café kan tilføre bydelen et åndehul eller samlingssted for de mennesker, som færdes her til daglig. Det er mennesker, der giver stemning og atmosfære, og vi ser det som vores fornemmeste opgave at tilbyde en café, der med sine rammer, produkter og services kan matche bydelens mange forskelligartede og krævende brugere og beboeres behov for en god café-oplevelse,” siger Henrik Ankerstjerne, Partner i Kong Kaffe, der udover kaffe også lover fyraftensøl til en 20’er hver torsdag og fredag fra kl. 15-18.

Er du er mere til fitness end fyraftensøl, skal du blot rundt om hjørnet og ind i det nye fitnesscenter ”Fresh Fitness”. Centret åbnede i lørdags.

”Vi har valgt at lægge os i Ørestad Nord, fordi vi ser det som et meget aktivt og attraktivt område, hvor demografien passer godt til vores koncept. De mange studerende er helt klart et stort plus for os, da vi som Danmarks billigste fitnesskæde har meget SU-venlige priser, siger Rasmus E. Ingerslev, adm. direktør i fitnesskæden Fresh Fitness. 

Rasmus E. Ingerslev lover, at selvom prisen er lav, er kvaliteten i top. Han fremhæver bl.a., at Fresh Fitness har Danmarks største holdplan med bl.a. Zumba. Fresh Fitness byder på et åbningstilbud med træning til 99 kr. om måneden og holder i øvrigt åbent hus arrangement lørdag d. 30. oktober fra kl. 8-17. 

For By & Havn, der stadig har få grunde til salg i Ørestad Nord, er de mange nye initiativer en god nyhed. Nu kan Ørestad Nord prale af både en døgnNetto, en Nordea, en Kong Kaffe og en Fresh Fitness. Forretninger, der alle bidrager til bylivet i det nye københavnske bykvartér.

”Ørestad er en aktiv bydel, hvor motion og idræt indgår naturligt i bylivet. Samtidig rummer området flotte og moderne lokaler - tæt på metroen og tæt på byen og midt i et kvarter med liv fra især universiteterne og DR Byen. Det er et godt udgangspunkt for enhver virksomhed, der skal etablere sig. Med få byggegrunde tilbage - og et stort opland - kan vi også se, at det er nu, det sker i Ørestad Nord,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

Den nye bank, en Nordea-filial, åbner den 1. november. Bank-filialen vil have hæveautomat ud til Metropolens forplads og tilbyde rådgivning inden for pension, bolig, investering og opsparing. Den nye filial er en rådgivningsfilial og vil være indrettet uden skranke og kasse.

Kort om Ørestad Nord

Ørestad Nord er Københavns videnscenter for kultur, medier og kommunikationsteknologi i kraft af universitetsdelen Søndre Campus, IT-Universitetet og hele DR komplekset med den spektakulære koncertsal, og et bykvarter præget af mange studerende.

Ørestad Nord er det nordligste og det mest udbyggede af blandede og forskelligartede bykvarterer, der som perler på en snor er trafikalt sammenkædet af den højklassede kollektive trafikbetjening, Metroen. Ørestads trafikale infrastruktur forbinder det centrale København med Øresundsforbindelsen og via denne med lufthavnen, Norden og endelig Europa. Ørestad Nord ligger tæt på det centrale historiske centrum i København og direkte til den grønne og rekreative Amager Fælled.

I den forgangne uge skrev byplanlægger Kresten Bloch, By & Havn, en kommentar til et debatindlæg fra Henrik Schmidt, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside. Læs begge dele her.

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206