KØBENHAVNS NYE SKØJTEHAL SKAL LIGGE I ØRESTAD

23. juni 2010

Med beslutningen om placering af en skøjtehal i Ørestad Syd er bydelens første permanente idrætsanlæg en realitet. Skøjtehallen skal bygges tæt på PLUG N PLAY og en kommende multiarena, og vil blive en integreret del af den nye bydel i Ørestad Syd.


 

Synergien er til at få øje på for både de kommende arrangører og brugere af hallen, idet skøjtehallen skal placeres ved den kommende multiarena – klods op af Metro, S-tog og optimal international infrastruktur.

"Der er mange fordele ved de her nye planer. København har i mange år haltet bagefter med idrætsfaciliteter til københavnerne, og for mig er det allervigtigste, at vi nu får skabt en markant forøgelse af mulighederne for at stå på skøjter og spille ishockey - til gavn for både borgerne og skøjteklubberne”, siger Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev.

Placeringen af skøjtehallen skal ses i relation til planerne om en multiarena i Ørestad Syd. Der vil være synergi i, at bygge en skøjtehal i Ørestad Syd, hvis den bygges i forbindelse med en arena. Det gælder f.eks. i forhold til A-VM i ishockey.

"Planerne er rent faktisk også et udtryk for, at vi har lært af fortidens synder - så vi nu tænker både skoler, biblioteker og idrætsfaciliteter ind med det samme, når vi udvikler nye bydele som fx i Ørestaden. Og hertil kommer så, at en ny ishockey-hal vil understøtte vores arbejde for at etablere en multiarena - og alt sammen vil det stille vores by stærkere i indsatsen for at tiltrække store internationale begivenheder," siger Pia Allerslev.

 
Det er på en grund i dette område i Ørestad Syd, at den kommende skøjtehal skal ligge.


I By & Havn har man længe ønsket flere idrætsfaciliteter i Ørestad og her glæder man sig over kommunens beslutning og ser frem til samarbejdet om den nye skøjtehal.

”Fordelene ved placering af en skøjtehal i Ørestad Syd er åbenlyse. Med Metroen til døren og gode trafikale løsninger bliver hallen nem at komme til for hele København. Derudover er det naturligvis også endnu et bevis på, at Ørestad er en attraktiv beliggenheden – for både boliger, erhverv og kulturinstitutioner,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Københavns nye skøjtehal var oprindeligt tiltænkt til at ligge på Østerbro. Østerbro bliver dog ikke snydt for sin skøjtehal, idet den mobile hal, der hidtil har ligget midlertidigt i Ryparken, skal flyttes til Gasværksgrunden.

"Det er altså også værd at bemærke, at vi kan få fordoblet is-kapaciteten for de samme penge, som vi ellers skulle have brugt på at bygge en ny skøjtehal i Ryparken - blandt andet takket være By & Havns engagement," siger Pia Allerslev.

Sigtet er, at Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage med en indstilling umiddelbart efter sommerferien 2010. Her vil den samlede økonomi være søgt afdækket, og der bliver lagt op til en formel beslutning om placeringen af såvel den mobile, som den permanente skøjtehal.

For yderligere informationer
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206