NYBOLIG ERHVERV: ØRESTAD ER KØBENHAVNS INTERNATIONALE CENTRUM

3. november 2010

Ørestad er et af de steder i København, der er oplevet størst vækst i udlejning af kontorejendomme i 2010. Og Ørestad har, ifølge Nybolig Erhverv, udviklet sig til at blive et centrum for især internationale virksomheder.


Ifølge den nyeste markedsrapport fra Nybolig Erhverv er der lejet væsentlig flere kontorer ud i 2010 end i 2009 i Københavnsområdet. Den generelle forbedring af økonomien har gjort, at der igen er kommet gang i udlejningen af kontorejendomme i hovedstadsområdet efter nogle sløje år i 2008 og 2009. Meget tyder på, at virksomhederne igen har det fornødne forretningsmæssige overblik til at tage beslutninger om flytning til nye faciliteter eller områder.

Især i Ørestad er der sket en stigning i udlejningen. Det skyldes, ifølge Nybolig Erhverv, blandt andet Ørestads logistiske fordele med beliggenhed ved lufthavn, motorvej og metro.

”Ørestad er med sin beliggenhed i forhold til lufthavnen - og sin gode infrastruktur i øvrigt - især tiltrækkende for internationale virksomheder. For fire år siden havde vi en kunde, der søgte efter moderne kontorlokaler i et internationalt miljø i København. Det var en vanskelig opgave - der fandtes simpelthen ikke lejemål i City, der levede op til kundens særlige specifikationer. Men i dag ville vi pege på Ørestad som den oplagte placering - og Ørestad har fortsat et stort potentiale”, siger Mikkel Andersen, partner i Nybolig Erhverv i København.

Ifølge Nybolig Erhverv er det især de internationale selskaber, der finder Ørestad attraktiv. De danske virksomheder er stadig lidt mere tøvende, men det vil formentlig ændre sig i løbet af de næste 3-5 år. Det vurderer analysechef Stig Plon Kjeldsen fra Nybolig Erhverv.

”For mange danske virksomhedsejere er historien om Ørestad svær at få bugt med. Hvis man siger Ørestad til dem, så får de et billede af et militært skydeterræn eller en pløjemark på deres indre nethinde. Også selvom det er meget langt fra virkeligheden. Men vores statistik viser, at mange arbejdspladser er på vej til Ørestad. Vi vurderer, at inden for de kommende 3-5 år vil folk generelt få øjnene op for Ørestads forvandling, og det vil også trække flere danske virksomheder til Ørestad. Ørestad har jo nogle helt åbenlyse logistiske fordele, som andre bydele har svært ved at matche,” siger Stig Plon Kjeldsen.

Med hensyn til de udenlandske virksomheder er sagen, ifølge Nybolig Erhverv, en helt anden.

”Udenlandske virksomheder er ikke hæmmet af historikken om Ørestad. De laver den øjeblikkelige sammenligning med andre beliggenheder i byen – og denne sammenligning falder ofte ud til Ørestads fordel. De ser Ørestad som en ny bydel med moderne faciliteter og en glimrende beliggenhed i forhold til både kunder og medarbejdere,” siger Stig Plon Kjeldsen.

De næste par år vil vise, om Nybolig Erhvervs forudsigelser holder stik. Der er dog én ting, som er meget vigtig.

”Jeg vurderer, at det er vigtigt, at det store område bag Fields – det store Daniel Libeskind-projekt - bliver realiseret indenfor en overskuelig årrække. Projektet er en vigtig brink for helhedsindtrykket af Ørestad City,” siger Stig Plon Kjeldsen.

I By & Havn understreger man, at Libeskindgrunden er under udvikling med henblik på en snarlig realisering – og man glæder sig over de positive meldinger fra Nybolig Erhverv.

”Vi tror – og har altid troet på Ørestads store potentiale – også som centrum for både danske og udenlandske virksomheder. Der er stadig tomme kontoretagemetre i Ørestad City fra byggeboomet i ’06 og ’07, men hvis forudsigelserne fra Nybolig Erhverv holder stik, så varer det ikke længe, før vi igen sælger grunde til erhvervsbyggeri i Ørestad,” siger udviklingsdirektør i By & Havn, Michael Soetmann.

 

Pressekontakt:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586
Analysechef i Nybolig Erhverv, Stig Plon Kjeldsen, T: 3364 6565

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206