Se forvandlingen i Arenakvarteret

9. december 2016

Royal Arena er bygget færdig, og et helt nyt kvarter med er allerede vokset op omkring Københavns nye arena. 

For ca. 3 ½ år siden blev byggeriet af Københavns nye arena påbegyndt på en meget bar mark i Ørestad. Nu står Royal Arena færdigbygget og nøglerne er blevet overdraget til selskabet Danish Venue Enterprise, der skal drive byens nye kraftcenter for koncerter og sportsbegivenheder.

Siden sommeren 2013 er det dog ikke kun arenaen, der er skudt op i området syd for motorvejen. Ligesom man har set det med Field’s i Ørestad City og DR Byen i Ørestad Nord, har byggeriet af Royal Arena fungeret som en katalysator for byudviklingen i Ørestad Syd. Et helt kvarter er ved at tage form med arenaen som et naturligt fixpunkt.




Billederne ovenfor er taget fra præcis samme sted - Robert Jacobsens Vej mod nord. Det øverste er fra 12. december 2014 og det nederste er helt nyt. Royal Arena ligger bag de nye boligbyggerier.

Boliger bliver bygget og solgt i hastig fart. Allerede nu bor der ca. 300 mennesker i Arenakvarteret i rækkehuse opført på begge sider af byfælleden.

Ørestad - og København - har fået sin nye skøjtehal, der ligger klos op ad arenaen. Skøjtehallen er offentlig tilgængelig og drives af foreningen Copenhagen Lions. Daginstitutionen Lille Arena er næsten klar til at tage mod knap 160 børn, og mod vest langs fælleden bygges nu Kalvebod Skole, der skal sørge for, at Ørestads børn kan blive ved med at gå i skole i bydelen.




Siden maj 2014 er Robert Jacobsens Vej blevet færdiganlagt, og byggerierne langs vejen er skudt op. De første familier er flyttet til kvarteret.

Nord for Arenakvarteret har By & Havn udvidet Hannemanns Allé fra to til fire spor for at skabe bedre plads til den øgede trafik til området. Og en stibro over motorvejen er åbnet, så cyklister og gående kan ledes fra Ørestad Syd til Ørestad City med metro- og togstation, eller fortsætte cykelturen i den anden retning mod Center Boulevard, når en cykelforbindelse står klar i begyndelsen af det nye år.

Byggeriet af fortrinsvis boliger strækker sig langsomt, men sikkert sydpå i et omfang, så der ikke længere skal megen fantasi til at forestille sig, hvordan ét sammenhængende og sammenbygget Ørestad Syd vil se ud om få år.

Ørestad Syd er kendetegnet ved det markante sammenstød mellem Kalvebod Fælleds nærmest uendelige natur og Ørestad Syds lejlighedsbyggerier. Samtidig med, at den fredede natur ligger lige 'i baghaven', er kvarteret nu ved at udvikle sig til en moderne bydel med aktivitet og tusindvis af nye beboere.

 

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206