Stort, blandet erhvervs- og boligbyggeri på vej i Ørestad Syd

17. marts 2016

På det centrale hjørne af Ørestads Boulevard og Asger Jorns Allé i Ørestad Syd har By & Havn solgt 25.000 etm. byggeret til NREP. På grunden opføres et erhvervs- og boligbyggeri med to supermarkeder, 120 boliger, opbevaringscenter og legeland. Grundsalget slår en tyk streg under, at der er efterspørgsel på både bolig- og erhvervsbyggeret i Ørestad. 

Det er et kompliceret puslespil, som er lagt i forbindelse med det kommende byggeri i Ørestad Syd. Få byggerier har så mange funktioner, som det kommende multi-byggeri, der kommer til at ligge lige over for Vestamager Metrostation. 

”Det er simpelthen elegant, at der kommer så mange funktioner i et byggeri. Denne bygning vil med sine funktioner og sin arkitektur bidrage til at gøre Ørestad Syd til et endnu mere spændende, varieret og levende kvarter,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Vi er stolte af at have udviklet konceptet for dette byggeri, som vil blive en naturlig adgang til Ørestad Syd og Asger Jorns Allé i kraft af placeringen lige ved Metrostationen. Vi har haft et fint, kreativt og tillidsfuldt samarbejde med By & Havn og Københavns Kommune om udviklingen. Resultatet er et nyskabende og interessant byggeri, som vi glæder os til at se opført,” siger CIO Rasmus Nørgaard, NREP. 

Konceptet for byggeriet, der er tegnet af Årstiderne Arkitekter, hænger sammen med grunden nord for byggefeltet, hvor der er planlagt et parkeringshus. Byggefeltet udnyttes i hele dets fodaftryk og erhvervsetagearealerne opføres i samme højde, som det kommende nabo-P-hus. Derved er det muligt at udnytte de nederste etager af det kommende byggeri til funktioner, der kræver plads, men ikke har behov for særligt meget dagslys. På toppen af erhvervshuset, hvor man er fri af det omgivende byggeri, opføres en lille boligby, hvor rækkehuse og lejligheder omkranser et grønt gårdrum.

Dynamik i Ørestad

Det kommende byggeri understreger den vitalitet og optimisme, der er overalt i Ørestad: 

”Nordeas nye domicil er ved at blive bygget færdigt i Ørestad Nord. Vi har netop solgt til Skanska, der bygger domicil for ingeniørvirksomheden Sweco - de flytter til Ørestad City med 750 medarbejdere. Arenakvarteret er én stor byggeplads. Samtidig er der vedtaget en ny lokalplan for den centrale del af Ørestad Syd, og vi vil snart kunne offentliggøre en række investorer og deres byggeplaner i dette område,” siger Jens Kramer Mikkelsen. Han fortsætter:

”Ørestad tiltrækker igen både erhvervs- og boliginvesteringer. Efter finanskrisen har vi primært solgt boligjord, men nu oplever vi, at der igen er kommet gang i erhvervsmarkedet. Familier og virksomheder har meget forskellig argumentation for at flytte til Ørestad – men der er særdeles gode og fornuftige argumenter for begge parter,” siger Jens Kramer Mikkelsen.


NREPs kommende byggeri i Ørestad Syd – etage for etage:

Stueetagen er disponeret med to dagligvarebutikker og tilhørende vareindlevering. Det forventes, at By & Havn i samarbejde med NREP kan offentliggøre navnet på det ene af supermarkederne medio april. 

1. etage er reserveret til Dinos legeland. Her tilbydes et væld af aktive legemuligheder for børn. Legelandet er også forsynet med en café og tilhørende funktioner. Etagen er dobbelthøj, således at der er skabt god plads for de store legestrukturer. Læs mere om konceptet på www.dinoslegeland.dk 

2. og 3. etage indrettes med et Pelican Self Storage opbevaringscenter. Læs mere om konceptet på www.pelicanselfstorage.dk. På 2. og 3. etage er der i bygningens gavle desuden plads til nogle få boliger.


4. etage starter i 18 meters højde. På dette niveau har man ankomst til alle de godt 120 boliger. Der er tre elevatorkerner med indgang fra enten Ørestads Boulevard, Asger Jorns Allé eller Robert Jacobsens vej samt flere udvendige trappeforløb, der bevæger sig op langs facaderne. 

Man ankommer til et åbent, grønt gårdrum, der fungerer som fællesareal for hele beboelsesdelen. Herfra har man adgang til opgange og elevatorkerner, der fører direkte op til boligerne på de overliggende niveauer. 

5.- 9. etage er boligetager. Bebyggelsen rummer boliger i forskellige størrelser. Kombinationen af forskellige bygningshøjder skaber optimalt dagslysindfald og udsigt fra boligerne. De varierende højder er med til at danne en markant skyline i Ørestad.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206