Flere vandhuller til frøer og salamandre på Amager Fælled

15. januar 2017

I løbet af januar og februar forbedrer By & Havn leve- og yngleforholdene for frøer og salamandre på Amager Fælled. Arbejdet udføres som et led i Københavns Kommunes "Udviklingsplan for Amager Fælled og det nordlige naturområde i Ørestad".

De to paddearter, spidssnudet frø og stor vandsalamander, der er internationalt beskyttede arter, yngler om sommeren i lavvandede, lune vandhuller på dele af Amager Fælled. I dag tørrer vandhullerne ofte ud, og det forringer paddernes yngle- og levevilkår. Det vil nu blive ændret.

Fra mandag d. 16. januar og ca. 3 uger frem forbedrer By & Havn paddernes yngleområder ved at oprense de eksisterende vandhuller og ved at etablere nye vandhuller. Af hensyn til paddernes ynglesæson udføres arbejdet i vintermånederne. På kortet ses det, hvor de naturforbedrende tiltag udføres.

Nedenfor fortæller udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn om det naturforbedrende arbejde på Amager Fælled. 

Del af udviklingsplanen

De naturforbedrende tiltag er er en del af Københavns Kommunes fireårige "Udviklingsplan for Amager Fælled og det nordlige naturområde i Ørestad". Udviklingsplanen, der blev vedtaget lige inden årsskiftet, er kvalificeret af Parkbrugerrådet og godkendt af Det Grønne Råd. 

Planen giver anbefalinger til både naturpleje og rekreative muligheder i området. Københavns Kommune gennemførte i december første runde af forbedringer for padderne ved den nordlige del af Grønjordssøen, og nu tager By & Havn hul på anden runde.

Når de nye vandhuller er etableret, vil bestanden af padder løbende blive overvåget for at sikre, at forbedringerne af paddernes leveforhold har effekt.  

I forbindelse med arbejdet foretages også ammunitionsrydning, og efter aftale med Københavns kommune forberedes et areal til udflytning af den sjældne plante brændeskærm fra projektområdet for Ørestad Fælled Kvarter til et område på Københavns Kommunes matrikel.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206