Natur og by smelter sammen i Ørestad Fælled Kvarter

5. maj 2017

Det kommende Ørestad Fælled Kvarter vil have mange kendetegn fra naturen. Biler vil kun have begrænset adgang, der planlægges grusveje frem for asfalt og eksisterende natur som fx vandhuller spiller en vigtig rolle i kvarteret. Og så bliver Ørestad Fælled Kvarter certificeret efter de nyeste bæredygtighedsstandarder. 

Opdateret 18/5-2017:
By & Havn har produceret en kort film om Ørestad Fælled Kvarter. Se den her.


Den sidste brik i Ørestads byudvikling er det kommende Ørestad Fælled Kvarter, der bliver hjem for 5.000 Københavnere. Beboerne kommer ikke bare til at leve tæt på naturen - naturen vil blive trukket helt ind til deres gadedør. 

By & Havn udvikler Ørestad Fælled Kvarter, og kvarteret er tegnet af tegnestuen Vandkunsten og landskabsarkitekt Marianne Levinsen.

Naturen som baghave
”Her vil man bo et kvarters cykeltur fra København City og bare syv minutter fra Kongens Nytorv med Metroen fra Sundby station. Samtidig har man bogstavelig talt naturen som sin baghave. Det er ideelt – ikke bare for børnefamilier men for alle, der værdsætter kombinationen af by og natur,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

Ørestad Fælled Kvarter bliver et spændende sted for både beboere og besøgende. Det er især fem kendetegn, der gør, at by og natur smelter sammen i det nye kvarter.

De fem kendetegn for Ørestad Fælled Kvarter er

  • Boligstier, hvor bilerne ikke må køre 
  • Grusveje og supercykelsti fra København City til Amager Strand  
  • Lokale bypladser 
  • Eksisterende natur trækkes helt ind til beboernes gadedør 
  • Boligernes facader bliver holdt i naturmaterialer som sten, tegl og træ

Den sidste brik i Ørestad 
”Ørestad Fælled Kvarter er det fjerde og sidste kvarter i Ørestad, og det fuldender Ørestad på en fin og visionær måde. I Ørestad er der meget forskellige slags boliger – både ejer, leje og almene boliger såvel som etageboliger og byhuse. Det er fantastisk, at den sidste brik nu bliver lagt, og Ørestad kommer til at hænge endnu bedre sammen,” siger Rikke Faaborg Jarmer. 

Amager Fælled Kvarter vil fylde 6 pct. af Amager Fælled eller 0,5 pct. af den store Naturpark Amager. 

”Naturen er rigtig vigtig for mange mennesker, ikke mindst for dem, der bor i byen, og heldigvis vil der, når Ørestad Fælled Kvarter står færdigt, være masser af natur tilbage”, siger Rikke Faaborg Jarmer. 

6 pct. af Amager Fælled 
Projektområdet for Ørestad Fælled Kvarter er 19 ha. Det svarer til ca. 6 pct. af Amager Fælleds 318 ha eller 0,5 pct. af Naturpark Amager, der strækker sig over 3.500 ha. I praksis bliver der dog bygget på et areal, der er mindre end de udlagte 19 ha, da den vestlige del af projektområdet friholdes for byggeri, og landskabet flettes ind mellem boligerne. Størstedelen af Amager Fælled er fredet, og bliver ikke berørt af det nye bykvarter, der bygges på ikke-fredet jord.

DGNB certificering 
Ørestad Fælled Kvarteret bliver certificeret under standarden DGNB.

By & Havn arbejder for at skabe bæredygtige bydele. Vi er bevidste om, at det både er de store linjer og de små detaljer, der tæller, når man skal danne rammerne for flere tusind menneskers daglige liv og færden. Bæredygtigheden skal således tænkes ind på mange niveauer både i forhold til økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter.

By & Havn arbejder seriøst og systematisk med bæredygtig byudvikling og vil gerne kunne dokumentere vores arbejde. Derfor har vi valgt at certificere vores byområder inden for certificeringssystemet DGNB. Når By & Havn DGNB-certificerer, blåstemples vores arbejde med bæredygtighed, og vi skaber klare linjer for borgere, brugere og byggebranchen om, hvad vi mener med bæredygtighed.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206