Vinder fundet i konkurrence om Spidsen af Ørestad

22. november 2018

En enig dommerkomité har netop udpeget en vinder af projektkonkurrencen om at bygge på den yderste spids af Ørestad. Et fælleshus, badehus, spisehus og en delecentral er blot nogle af de funktioner som Ørestads beboere nu kan se frem til, og som vil danne ramme for nye fællesskaber i bydelen.

Fire teams har konkurreret om at skabe det bedste projekt til Ørestads sydligste spids og dermed retten til at købe byggefeltet. I dag kunne en enig dommerkomité udpege NREP med rådgiverne Lendager Group og Årstiderne Arkitekter som vinderteam med projektet UN17 Village.

I konkurrencen er de fire teams blandt andet blevet vurderet på publikumsorienterede funktioner, åbenhed i bebyggelsen og bæredygtighed. By & Havn stiller krav om at byggeriet skal bæredygtighedscertificeres til minimum guld efter standarden DGNB.

Ørestads spydspids bliver ramme om fællesskaber

Vinderteamet har besvaret konkurrencen ved at tegne et bæredygtigt boligbyggeri med adskillige faciliteter, der rækker ud i resten af bydelen, og kommer til at danne ramme om nye fællesskaber i Ørestad. Huset og beliggenheden bliver dermed ikke kun til glæde for dets egne beboere, men for hele bydelen.

Projektet består af boliger til omtrent 830 nye ørestadboere, og en række offentlige fællesfunktioner. Der bliver opført et spisehus, hvor man kan mødes om måltidet; en lobby med arbejdspladser og tilknyttede gæstelejligheder; en delecentral med værksted og et fællesvaskeri, der bruger regnvand. Der bliver også opført et fælleshus og et stort badehus med spa, sauna, svømmebad, motionsrum og omklædning.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn siger om vinderprojektet:
”Projektet er unikt i den forstand, at det er omkranset af Naturpark Amager på flere sider. Der er derfor en nærhed til naturen, selvom det ligger i Hovedstaden. Det er en af de bedste placeringer i Ørestad. Det bliver et bæredygtigt boligbyggeri, der med afsæt i en omsætning af FNs 17 verdensmål vil sætte nye standarder for byggeri i urban kontekst. Byggeriet vil have udadvendte, offentlige funktioner, der skaber rum for nærvær, gode naboskaber og fællesskab. Der kommer både et spisehus, lobby, fælleshus, delecentral og badehus og på den måde bliver det er projekt, der kommer hele kvarteret til glæde.”

Netop den helhedsorienterede byudvikling er ét af By & Havns kerneområder: ”vi udvikler ikke fra grund til grund, men fra bydel til bydel, og tænker i de store linjer, der binder bydelen sammen. Med gennemtænkt byplanlægning ønsker vi at skabe værdi for flest muligt i en bydel, og det bidrager UN17 Village i høj grad til” fortæller Anne Skovbro.

Bæredygtige ambitioner

UN17 Village er opdelt i fem karreer – hver med en fællesfunktion i stueetagen – og på tagfladerne etableres et stort væksthus, som både bliver et fælleshus og et mødested.
De fem karreer får hvert sit udtryk og bygges i høj grad af genanvendte materialer og komponenter.

Rune Højby Kock, Partner i NREP siger:
”Vi er beærede og stolte over at vores ambitioner om bæredygtigt og fællesskabsorienteret byggeri er blevet værdsat af dommerkomiteen. Vores forslag, UN17 Village, er resultatet af et inspirerende og ambitiøst samarbejde mellem arkitekter, ingeniører og vores egen boligudviklingsorganisation. Jeg tror og håber, at dette projekt kan bidrage positivt til udviklingen af Ørestad og medvirke til at sætte nye standarder for hvordan vi som ejendomsudviklere kan berige det byggede miljø med fokus på beboere og fællesskaber, sundhed, klima, biodiversitet og øget genanvendelighed af materialer. ”

Navnet UN17 Village refererer til FN’s 17 verdensmål og afspejler tydeligt vinderteamets bæredygtige ambitioner for projektet.  Anders Lendager, adm. direktør og grundlægger af Lendager Group, uddyber:
”Det er ikke alene den enestående beliggenhed, der gør projektet unikt. UN17 Village er det første byggeprojekt i verden, der omsætter FNs 17 nye verdensmål (SDGer) til konkret handling. Lendager Group er, i kraft af sit fokus på bæredygtighed og en ny måde at skabe løsninger på, globalt ledende med hensyn til at implementere bæredygtige løsninger hurtigere, mere altomfavnende og billigere end vi tidligere har oplevet i byggebranchen. UN17 Village hæver baren for bæredygtighed – globalt.”

I UN17 Village bliver der også mulighed for at indrette sig i forskellige typer af boliger. Både de mere traditionelle familieboliger og egentlige bofællesskaber.

Mikkel Westfall, kreativ direktør og partner, fra Årstiderne Arkitekter siger:
“Som en tegnestue med et væld af boligprojekter og stor deltagelse i de sidste årtiers nye bydannelser, har det været fantastisk at være en del af et hold og et projekt, som hæver baren for begge dele. Ikke alene bliver projektet et fyrtårn inden for bæredygtigt boligbyggeri, det udfordrer og møder også behovet for nye boligformer I hovedstaden. En stor del af boligerne organiseres omkring fælleskaber, der giver en ekstra dimension i dagligdagen. Her kan beboere og besøgende mødes, eksempelvis omkring dyrkning af nyttehaverne, fællesmiddage i spisehuset og rekreation i spaen. Arkitekturen i UN17 Village er ambitiøs og varieret til glæde for de kommende beboere, men vil også som en levende og tilgængelig bydel invitere resten af Ørestad indenfor.”

De øvrige teams der deltog i konkurrencen var:

  • Falk-Rønne Kirkegaard i samarbejde med Bjarke Ingels Group
  • Balder Danmark A/S i damarbejde med Henning Larsen Architects og SLA
  • NCC Danmark A/S i samarbejde med Zeso Arkitekter


Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206